Jeg faldt over Lady G allerede i sommeren 2008 på MySpace, før ’Pokerface’, hendes excentriske stil og trans-rygterne fik sat for alvor gang i hendes karriere. Dengang stødte jeg på, hvad der senere skulle blive hitsinglen, ”Just Dance” – And I looooved it. Og det gør jeg stadig.
Musikmæssigt er jeg virkelig betaget af Lady Gaga og måden hun formår at blande pop, electronica og 80’er beats alt sammen tilsat catchy’e hooks, fede beats og hendes umiskendelige, i mine øre, super lækre stemme. Tag et lyt på sangfuglens seneste udspil ”The Fame Monster” og jeg lover dig du ikke bliver skuffet. Ikke ét af de 8 numre på EP’en falder til jorden, men er alle hver og en super fede og unikke i deres udtryk (Jeg nævner i flæng; "Monster”, ”So Happy I Could Die”, ”Dance In The Dark” og ”Alejandro” – Check dem ud.. nå’!)
["Paparazzi" live på dette års britiske V Festival]
Til gengæld siger Lady GaGa’s, eller Stephanie Germanotta som hun er døbt, personlighed mig INTET. I starten af hendes breakthrough var hun da spændene, edgy og interessant at se på, men nu er hun bare endt ud i et værre cirkus af gøgl og ’trying to hard’-mentalitet. Det må da være belastende aldrig at kunne gå udenfor en dør uden fire parykker svejset på hovedet, fuld krigsmaling og endnu et ’nyt’ og ’chokerende’ outfit. Mon ikke Lady GaGa bare engang imellem tager en søndagsslapper på sofaen i joggingbukser og med snackskålen og fjernbetjening placeret solidt foran? Det håber jeg for hende (Og lidt mig selv.. egentlig.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar